For the Danes: Specialister i Danmark

(This section is only relevant for Danes since it concerns the Danish specialists within the public health system on the area of lymphedema. The article is therefore written in Danish.)

I de 5-6 år jeg har døjet med eftervirkningerne, herunder lymfødem, af min kræftbehandling, er jeg blevet sendt i alverdens retninger i det offentlige sundhedssystem. I relation til lymfødem hænger dette sammen med, at der generelt ikke er den store viden om lymfødem i Danmark.

Hvad hverken mange læger, hospitaler eller fysioterapeuter ved (eller i hvert fald gør opmærksom på) er, at vi i Danmark har en afdeling på Bispebjerg, der er specialiseret inden for lymfødem. De er ligeledes repræsenteret i internationale forsamlinger, der relaterer sig til lymfødem.

Afdelingen hedder Lymfødem-Kompressionsklinkken (S40) og er en del af Bispebjerg Hospitals Videncenter for Sårheling.

Afdelingen behandler både patienter med primært og sekundært lymfødem samt patienter med svære infektioner i huden (som eksempelvis erysipelas).

Du skal have en henvisning fra egen læge, eller evt. et hospital, for at kunne komme ind på Lymfødemklinikken.

Jeg blev i mange år sendt rundt mellem forskellige infektionsspecialister, læger og hospitaler for at få styr på mit lymfødem og alle de erysipelasinfektioner, der følger med i mit tilfælde. Ved et tilfælde endte jeg for et par år siden hos Bispebjerg Lymfødemklinik, der har taget sig af mit forløb lige siden. De har en meget stor ekspertise på området, og jeg vil til enhver tid anbefale personer, der har større problemer med sit lymfødem at høre sin læge ad, om det eventuelt kunne være relevant at blive henvist til Lymfødemklinikken.

Man skal som patient dog være opmærksom på, at fordi de er specialisterne på området, er der et gevaldigt pres på afdelingen i forhold til antallet af patienter. Jeg tror derfor ikke, man skal forvente, at de kan tage én ind straks.

Du kan læse mere om klinikken på deres hjemmeside.

Ud over Bispebjerg Lymfødemklinik har jeg bl.a. også været i behandling følgende steder, som jeg varmt kan anbefale. Fysioterapeuterne disse steder er dybt engagerede og utroligt dygtige, når det kommer til lymfødem.

  • Afdelingen for Ergoterapi og Fysioterapi på Herlev Hospital.

Jeg blev tilknyttet denne afdeling på Herlev Hospital ad nogle tilfælde omveje, og formentlig også fordi jeg havde fået min kræftbehandling på Herlev Hospital. Jeg er ikke klar over, om man blot kan få en henvisning fra sin læge til denne afdeling, men det kan du eventuelt forhøre dig om hos din almindelige læge.

Du kan læse mere om afdelingen på dens hjemmeside.

  • Ingeborg Niemeijer ved Fysio Danmark Maribo

Jeg kom igen ad omveje i kontakt med Ingeborg Niemeijer, der er en yderst kompetent behandler af lymfødem. Hun har meget stor viden om området og udviser samtidigt utrolig meget empati, hvilket jeg selv satte utrolig stor pris på.

Min behandling her skete som egenbetaling, men jeg er ikke klar over, om det er muligt at blive henvist til klinikken og/eller få tilskud til en eventuel behandling.

Du kan læse mere om klinikken på dens hjemmeside.

 

Derudover kan du se en komplet liste over behandlingssteder i Danmark på Dansk Selskab for Fysioterapeutisk Lymfødembehandlings hjemmeside.